Det er en fejlslutning at børn er for små til at forstå, hvad der foregår i hjemmet. Det er tværtimod det helt modsatte, der er på spil. Børn opfanger alt, og de er særligt gode til at opfange, når der er optakt til et skænderi. Netop derfor er skænderier lige så skadelige for børnene at overvære, som det er ubehageligt for jer at være i. Vores børn er vores fremtid, og det er vores alle sammens opgave at give dem et kærligt og trygt hjem at vokse op i. Et hjem, der ikke er præget af dårlig stemning eller konstante skænderier.
I denne artikel dykker vi ned i, hvilken påvirkning det har på børn, hvis de for ofte skal overvære eller overhøre skænderier. Derudover kommer vi med en række samtalestartere, som du kan bruge, hvis jeres børn har overværet et skænderi. Denne artikel er både for dig, der ønsker en dybere indsigt i emnet, og så er det for dig, der står på tærsklen til at opsøge professionel hjælp, hvis skænderierne er endeløse, og de udvikler sig i en voldelig retning. På Ellestedet Krisecenter giver vi både kvinder og deres børn et tiltrængt pusterum, og vi er specialiseret i at håndtere børn i krise med omsorgsfulde og pædagogiske værktøjer.
Vi møder dig, der hvor du er, og vi er her ikke for at dømme din livssituation. Vi ved nemlig godt, at et liv med vold ikke er et liv, man selv har valgt, og at det kan være meget svært at bryde med – og særligt når der er børn involveret.
Man siger, at små potter også har ører. Det kan ikke undgås, at man i en travl hverdag kan komme til at snerre af hinanden eller ligefrem tage et (ligeværdigt) skænderi, men det vigtigste er, at man er opmærksom på sit publikum, hvis det sker. Har man snerret af hinanden eller taget et skænderi foran sine børn, er det derfor altafgørende for børnenes mentale helbred, at man taler om det og forklarer, hvad der skete, så børnene med ro i sindet ved, at der ikke er fare på færde. Glemmer man at tage den samtale, kan børnene komme til at udvikle et indre alarmberedskab, og det kan have en negativ indflydelse på deres mentale velvære, hvis de ikke bliver anerkendt i situationen. Som udgangspunkt skal man selvfølgelig forsøge at holde sine børn frie for at overhøre eller overvære skænderier, da de ofte ikke kender årsagen bag, og derfor ikke er i stand til at skelne mellem det, som skænderiet handler om. Det er ligeledes også vigtigt, at man ikke inddrager børnene i skænderiet og indirekte tvinger dem til at vælge side, da deres instinktive loyalitet på den måde vil blive udfordret. De vil udvikle en frygt for, at mor bliver sur, hvis de er enige med far, og omvendt. Vi mener ikke, at man skal involvere sine børn i sine problemer og forklare dem årsagen til skænderiet, men vi mener, at børnene har ret til at blive set i situationen, så de lærer og forstår, at dette ikke er en normal hverdagssituation.
Det vigtigste er, at man passer på børnenes mentale helbred, og vi har herunder samlet en række sætninger, som man kan tage i brug for at starte samtalen med sine børn.
“Vi er kede af, at du/I skulle se/høre mor og far skændes. Hvordan oplevede du/I det?”
“Er du/I bange for, at mor og far er sure på dig/jer?”
“Har du/I brug for at tale alene med mor eller far om det, du/I oplevede?”
“Mor og far er gode venner igen. Har du/I lyst til, at vi laver noget hyggeligt sammen?”
“Har du/I brug for et kram?”
Disse sætninger kan være med til at starte samtalen med børnene, og det kan give dem mulighed for at sætte ord på det, de oplevede. Det er vigtigt, at de forstår, at de ikke er skyld i skænderiet, og at de ligeledes bliver bekræftet i, at skænderiet er overstået. Ofte kan dét at italesætte muligheden for at tale med mor eller far alene være en god metode til at forsikre dem om, at de ikke vælger side, hvis de føler sig mest tryg hos mor eller far i den givne situation. Og så kan det at lave en fælles aktivitet bekræfte børnene i, at skænderiet er overstået, når de kan mærke en god stemning blandt jer allesammen igen.
På Ellestedet Krisecenter ønsker vi at hjælpe kvinder og deres børn med at bryde ud af en voldelig spiral, men vi står også til rådighed for råd og vejledning i forhold til en given situation. Vi anbefaler altid, at man opsøger professionel hjælp, hvis skænderierne i hjemmet har taget overhånd, eller hvis det begynder at udvikle sig i en voldelig retning.