Anette har levet et langt liv i et psykisk nedbrydende ægteskab. Men som 72-årig bor hun nu i sin egen bolig langt væk fra sin eksmand. Selvom det stadig er hårdt, fortryder hun ikke den pris, hun har betalt for sin nyvundne frihed. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det, da jeg var 50, siger hun.
50 år er mange år at leve i et psykisk voldeligt ægteskab. Til gengæld er det aldrig for sent at slippe ud. Det er Anette et levende bevis på. Hun er 72 år og bor nu i sin egen bolig langt væk fra den mand, der igennem årtier nedbrød hende så meget psykisk, at hun blev fysisk syg af det. Hun var de sidste mange år så angst, at hun ikke turde gå udenfor en dør. Hun havde konstant kvalme, hovedpine, svimmelhed.
Det gik for alvor galt de sidste 5 år, da hendes mand stoppede med at arbejde, og de var tvunget til at være sammen døgnet rundt. I de år kom hun næsten ikke ud af huset og så næsten ingen mennesker. Hendes familie havde hun mistet kontakt med. Hun havde ingen venner. Har faktisk aldrig haft det. Hun var bange for, at det blev opdaget, hvis nogen kom for tæt på.
Psykisk vold sker også i de fine hjem
Anette er vokset op i gode kår nord for København. I de over 50 år hun boede med sin mand, manglede der ikke noget. De sad i designermøbler og havde kunst på væggene. Hendes mand var pæn, nydelig og nyvasket udadtil. Ingen fattede mistanke, selvom hendes familie måske nok vidste, at ikke alt var, som det skulle være. Men de blandede sig ikke, og de sås aldrig.
Anette havde en forestilling om, at det kun var socialt udsatte kvinder, der kom på krisecenter. Nogen der var tynget af en social arv, og det var hun jo ikke selv.
Igennem alle årene var Anette helt ubevidst om, at hun blev udsat for systematisk psykisk vold. En dag fik hun besøg af en kunde på 80 år i den frisørsalon, som hun i en bedre periode af sit liv drev i den ene ende af huset, hvor de boede. Kunden fortalte om sit psykisk voldelige ægteskab, og det ramte en nerve i Anette. Hun forstod, hvad den ældre kvinde talte om. Kvinden endte med at forlade sin mand, da hun var over 80. For Anette gik der dog mange år, før hun blev bevidst om, at hun måske også selv var udsat for psykisk vold.
Rettede på mig konstant
Anette har igennem det meste af sit ægteskab gået med den overbevisning, at hun var for dum til overhovedet at sende en mail eller få et kørekort. Han styrede alt med deres økonomi, bank, lån, regninger, indkøb, adgangskoder, telefoner. Hvis hun havde brug for at købe noget på internettet, måtte hun gøre sig fortjent til, at han skulle hjælpe hende, for han mente, hun var for dum til at gøre det selv.
I begyndelsen af sit ægteskab gik hun ind i diskussioner med ham og sagde ham imod, men som årene gik, blev hun mere og mere tavs, når han fik sine “udbrud.”
Jo længere tingene skred ud, jo mere endte Anette med at hoppe på tungen for sin mand. Hun serverede wienerbrød for ham og lavede kaffe, som han kunne lide, ordnede hjemmet og gav ham ret. Det resulterede i tvangstanker som ‘hvis jeg kun ryster dynen fem gange, så bliver det en god dag’.
Han kunne lide at have kontrol
Anette har en søn med sin eksmand, og her ligger den største smerte for hende. Hendes søn er blevet farvet af sin far, og de ses ikke. For tiden.
Efterhånden som Anette har fået større viden og indsigt i de mekanismer, der ligger til grund for psykisk vold, forstår hun, at det handler om magt, kontrol og afhængighed.
Han fik bildt hende ind, at hun faktisk var psykisk syg. At hun led af vrangforestillinger og burde indlægges.
Sådan gik årene. Dage hvor der var nogenlunde fred. Dage hvor der var raseriudbrud, trusler om at blive sat af på motorvejen, irettesættelser, små usynlige nedbrud dag efter dag.
Søgte hjælp
Der var en hjælper i Anettes liv, som trak hende ud af huset, før det var for sent. Der var også en psykolog, der hjalp til. Nu har Anette meldt sin eksmand til politiet for psykisk vold. Hun har fået nyt nummer. Ny bolig. Og hun er ikke syg mere hverken fysisk eller psykisk.
Anette har aldrig haft venskaber, fordi hun ikke magtede at få nogen for tæt på. Hun har aldrig deltaget i aktiviteter i lokalsamfundet. Men det har forandret sig nu, hvor hun er i gang med at bygge et nyt liv op helt fra bunden efter en længere periode på Ellestedet.
Det er stadig svært, og når mørket sænker sig, er der tomt og stille i lejligheden. Alligevel fortryder Anette ingenting. Kun at hun ikke tog springet noget før. Hun ved, at der sidder andre kvinder derude, som kan nikke genkendende til hendes historie.