Tæsket af sit eget barn

Forholdet mellem en mor og en søn er en nær relation, som også kan komme ind i en negativ voldsspiral. Det skete for Anna, som igennem det meste af sin søns liv, har været i en tilstand af overbelastning.  Da han nåede teenageårene, skete der en dog udvikling, som gjorde, at hun til sidst ringede til Ellested Kvindekrisecenter for at få den hjælp, kommunen desværre aldrig gav hende, mens tid var.

Hun havde købt noget rugbrød. Han ville gerne have haft noget andet. Hun siger, at det må han undskylde. Men det er ikke godt nok. Han kigger hende i øjnene og vil have, at hun fastholder blikket. Hun skal hente noget andet, befaler han. Hun siger nej og prøver at gå ud af køkkenet, men han holder hende fast. Trænger hende op i en krog. Skubber hende. Slår med knytnæver. Sparker hende. Spærrer hende inde i badeværelset. Råber, at hun er en “fatsvag kælling.” Hun har oplevet det så mange gange nu, at det er som om hendes “hjerne panikker”. Et traumespor. Hun må væk fra det. Flygte. En times tid efter konflikten har lagt sig, kommer han ud fra værelset.

 – Og så er det som om, intet er sket.

En dag blev det nok

Da det sådan rigtig tog fat, var han omkring de 13 år. Nu er han 17 og alene hjemme, for hans mor er på krisecenter efter årevis med vold i hjemmet. Det var ikke far, der slog. Han var ‘bare’ en fraværende far og så svær at samarbejde med, at det kan betegnes som psykisk vold i sig selv. Nej, det var den lille, søde dreng, der udviklede sig til en stor og voldsom, rasende, ung mand. Det var ham den nuttede baby, der en gang gik med sut. Det var ham, der voksede hende over hovedet og endte med at kunne forvandle sig til et “lille monster”, der slog, råbte, sparkede og skubbede, hvis han ikke fik det, som han ville have det.

  • Jeg har altid tænkt, at jeg måtte holde ud, til han blev 18.

År var gået med psykisk pres fra far, psykisk og fysisk vold fra sin søn, sygemeldinger på arbejdet, en PTSD-diagnose og en familieafdeling, som godt nok sagde, at de gerne ville hjælpe, men som ikke formåede at handle på de underretninger, som hun selv og også hendes egen læge skrev på grund af de mange blå mærker.

  • Systemet har været hårdt at være igennem. Jeg blev kørt helt ned af det. Man beder om hjælp, men der sker bare ikke noget. Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det, at jeg overhovedet involverede dem.

En dag blev det hele bare nok. Hun fandt sig selv listende rundt i hjemmet i et håb om at undgå konflikter. Selv hunden gemte sig, når den kunne mærke, at der var optræk til ballade. Hele tiden måtte hun sno sig for at undgå at puste til ilden.

  • Jeg har altid givet mere, end jeg egentlig kunne. Jeg har altid haft det billede, at jeg ligger i vandoverfladen og kæmper for at få luft. Måske tænkte jeg inderst inde, at jeg ikke fortjente bedre. Men pludselig kunne jeg mærke en indre styrke. Jeg ville ikke mere.

Hjælp

Ordet krisecenter begyndte at rumstere i tankerne. Hun ringede til Ellestedet, pakkede hunden og de vigtigste ting. Inden hun kørte, skrev hun en seddel til sin dreng, hvor der stod sådan cirka følgende ordlyd:

Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du er det vigtigste menneske i mit liv. Men min krop og min sjæl kan ikke holde til det her længere. Jeg tager afsted på krisecenter. Vi har brug for hjælp.

Nu er han alene hjemme. Han skal selv lave mad, vaske sit tøj, holde hjemmet. Noget som hun altid har stået for. Måske begynder han at sætte mere pris på sin mor nu. I mellemtiden finder hendes nervesystem en mere normal frekvens, og hun får endelig den hjælp, hun så længe har haft brug for.

  • Jeg er blevet mødt og set her. Endelig er der nogen, der tror på mig. Nogen der kan sætte sig ind i min situation. Det har været helt overvældende. Jeg har grædt over det mange gange af ren taknemmelighed. Dét at blive forstået, det har så høj værdi, at jeg slet ikke har ord for det.  

Psykisk terror

Han har altid haft voldsomme reaktioner på de mindste ting. Hvis han fik nej i supermarkedet, da han var lille, skubbede han hende hårdt. Hvis han fik nej derhjemme, smadrede han hendes ting. Mobiler, fjernsyn, briller. Men det var omkring teenageårene, at der begyndte at ske en udvikling, hun ikke kunne følge med i. Det var som om, hun ikke længere kunne se, hvad der lå bag vreden. Noget hun altid tidligere havde kunnet.

  • Jeg har altid været god til at korrigere ham og støtte ham. Spurgt ind til hans dag i stedet for at skælde ham ud. Jeg har gjort mit bedste for at rumme hans voldsomme følelser. Havde jeg ikke gjort ‘mit arbejde’ som mor så godt, ville skolerne nok have reageret. Men da han blev teenager, skete der noget med ham, som jeg ikke kunne forstå.

Hun kalder det ‘psykisk terror’. Han kunne finde på at stå og tænde og slukke lyset i hendes soveværelse, når hun skulle sove. Tænd sluk, tænd sluk. Lige til hun blev drevet til vanvid. Eller tage hendes dyne og smide den ud i sneen. En gang glemte hun at lukke døren til hans værelse, så hunden havde været derinde. Det var en fejl, hun måtte bøde hårdt for. Når hun kørte bil, kunne han finde på at hive i rattet og slå hende i hovedet og på skulderen, mens hun kørte. Det sidder stadig som et traumespor.

  • Når jeg kører på en bestemt strækning, hvor han en gang slog mig så meget, skal jeg kæmpe imod en trang til bare at lukke mine øjne.

Svært at sætte ord på følelser

Han har altid haft svært ved at udtrykke sig verbalt. Også da han var lille. Måske fik han ikke sagt fra over for kammeraterne, eller måske blev han skældt ud i skolen for noget, han ikke havde gjort. Så følte han sig uretfærdigt behandlet og måtte afreagere, når han kom hjem. Det samme skete, når han kom hjem fra samvær med sin far.

  • Han skulle ligesom ‘tømme rygsækken.’ Hans far har aldrig rigtig vist interesse i sin søn. Han vil ham egentlig ikke. Jeg har heller aldrig hørt hans far sige til sin søn, at han skulle behandle sin mor ordentligt.

Far har siden skilsmissen, da sønnen var 2, været svær at samarbejde med. Han har talt usandt til kommunen. Han har talt dårligt om sin søns mor, og han har haft samvær med sin søn i meget begrænset omfang. Når Anna fik sin søn hjem, var det tydeligt at mærke, at han ikke ligefrem var glad og fyldt op med god energi.

  • Jeg fortryder, at jeg ikke har håndteret hans far mere konsekvent. Han har haft alt for stor indflydelse på systemet og er helt sikkert en af grundene til, at vi aldrig fik hjælp, fordi han altid skulle modarbejde alt, hvad jeg sagde.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP?

RING NU: 51 15 65 66

Vi er et midlertidigt hjem. Et kvindekrisecenter for kvinder og børn, der har været udsat for vold. 

Du kan kontakte os – døgnet rundt.

Vi lytter til dig. Sammen finder vi ud af, om et ophold hos os er en god løsning for dig. Vi kan give dig råd og vejledning om, hvad du kan gøre i din situation.

Vi kan hjælpe dig med juridisk bistand, hjælpe dig med afklaring af beskæftigelse, karriere eller udfordringer på jobbet.  Vi hjælper dig med samværsordning eller andet, som måtte veje tungt i forbindelse med dine nære relationer.
FÅ 

HJÆLP 

NU
menumenu-circlearrow-left-circlearrow-right-circle linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram