Forholdet mellem en mor og en søn er en nær relation, som også kan komme ind i en negativ voldsspiral. Det skete for Anna, som igennem det meste af sin søns liv, har været i en tilstand af overbelastning. Da han nåede teenageårene, skete der en dog udvikling, som gjorde, at hun til sidst ringede til Ellested Kvindekrisecenter for at få den hjælp, kommunen desværre aldrig gav hende, mens tid var.
Hun havde købt noget rugbrød. Han ville gerne have haft noget andet. Hun siger, at det må han undskylde. Men det er ikke godt nok. Han kigger hende i øjnene og vil have, at hun fastholder blikket. Hun skal hente noget andet, befaler han. Hun siger nej og prøver at gå ud af køkkenet, men han holder hende fast. Trænger hende op i en krog. Skubber hende. Slår med knytnæver. Sparker hende. Spærrer hende inde i badeværelset. Råber, at hun er en “fatsvag kælling.” Hun har oplevet det så mange gange nu, at det er som om hendes “hjerne panikker”. Et traumespor. Hun må væk fra det. Flygte. En times tid efter konflikten har lagt sig, kommer han ud fra værelset.
– Og så er det som om, intet er sket.
En dag blev det nok
Da det sådan rigtig tog fat, var han omkring de 13 år. Nu er han 17 og alene hjemme, for hans mor er på krisecenter efter årevis med vold i hjemmet. Det var ikke far, der slog. Han var ‘bare’ en fraværende far og så svær at samarbejde med, at det kan betegnes som psykisk vold i sig selv. Nej, det var den lille, søde dreng, der udviklede sig til en stor og voldsom, rasende, ung mand. Det var ham den nuttede baby, der en gang gik med sut. Det var ham, der voksede hende over hovedet og endte med at kunne forvandle sig til et “lille monster”, der slog, råbte, sparkede og skubbede, hvis han ikke fik det, som han ville have det.
År var gået med psykisk pres fra far, psykisk og fysisk vold fra sin søn, sygemeldinger på arbejdet, en PTSD-diagnose og en familieafdeling, som godt nok sagde, at de gerne ville hjælpe, men som ikke formåede at handle på de underretninger, som hun selv og også hendes egen læge skrev på grund af de mange blå mærker.
En dag blev det hele bare nok. Hun fandt sig selv listende rundt i hjemmet i et håb om at undgå konflikter. Selv hunden gemte sig, når den kunne mærke, at der var optræk til ballade. Hele tiden måtte hun sno sig for at undgå at puste til ilden.
Hjælp
Ordet krisecenter begyndte at rumstere i tankerne. Hun ringede til Ellestedet, pakkede hunden og de vigtigste ting. Inden hun kørte, skrev hun en seddel til sin dreng, hvor der stod sådan cirka følgende ordlyd:
Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du er det vigtigste menneske i mit liv. Men min krop og min sjæl kan ikke holde til det her længere. Jeg tager afsted på krisecenter. Vi har brug for hjælp.
Nu er han alene hjemme. Han skal selv lave mad, vaske sit tøj, holde hjemmet. Noget som hun altid har stået for. Måske begynder han at sætte mere pris på sin mor nu. I mellemtiden finder hendes nervesystem en mere normal frekvens, og hun får endelig den hjælp, hun så længe har haft brug for.
Psykisk terror
Han har altid haft voldsomme reaktioner på de mindste ting. Hvis han fik nej i supermarkedet, da han var lille, skubbede han hende hårdt. Hvis han fik nej derhjemme, smadrede han hendes ting. Mobiler, fjernsyn, briller. Men det var omkring teenageårene, at der begyndte at ske en udvikling, hun ikke kunne følge med i. Det var som om, hun ikke længere kunne se, hvad der lå bag vreden. Noget hun altid tidligere havde kunnet.
Hun kalder det ‘psykisk terror’. Han kunne finde på at stå og tænde og slukke lyset i hendes soveværelse, når hun skulle sove. Tænd sluk, tænd sluk. Lige til hun blev drevet til vanvid. Eller tage hendes dyne og smide den ud i sneen. En gang glemte hun at lukke døren til hans værelse, så hunden havde været derinde. Det var en fejl, hun måtte bøde hårdt for. Når hun kørte bil, kunne han finde på at hive i rattet og slå hende i hovedet og på skulderen, mens hun kørte. Det sidder stadig som et traumespor.
Svært at sætte ord på følelser
Han har altid haft svært ved at udtrykke sig verbalt. Også da han var lille. Måske fik han ikke sagt fra over for kammeraterne, eller måske blev han skældt ud i skolen for noget, han ikke havde gjort. Så følte han sig uretfærdigt behandlet og måtte afreagere, når han kom hjem. Det samme skete, når han kom hjem fra samvær med sin far.
Far har siden skilsmissen, da sønnen var 2, været svær at samarbejde med. Han har talt usandt til kommunen. Han har talt dårligt om sin søns mor, og han har haft samvær med sin søn i meget begrænset omfang. Når Anna fik sin søn hjem, var det tydeligt at mærke, at han ikke ligefrem var glad og fyldt op med god energi.