Hvis din stalker bruger internettet, apps eller andre former for teknologi til uønsket kontakt med dig, kaldes dette for digital stalking. Det kan f.eks. være følgende:
- Beskeder på sociale medier
- Digital overvågning via hacking af mail, profil på sociale medier, osv
- Deling af personlige billeder eller information
- Identitetsmisbrug hvor stalkeren uden dit samtykke bestiller varer i dit navn
Det kan være rigtig svært at vide, om man er udsat for digital stalking, og hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du beder om hjælp til at få det undersøgt. Til en start kan du selv starte med at svare på følgende spørgsmål:
- Har du delt dine login-oplysninger med en tidligere ven eller kæreste, som nu misbruger dette?
- Hvilke tekniske færdigheder besidder vedkommende, som du mistænker for digital stalking?
- Har du pludselig fået installeret fremmede programmer på din computer/telefon?
- Ved din stalker ting om dig, som du ikke har delt med andre? F.eks. din lokation, filer eller billeder
Hvis du kan svare ja eller nikke genkendende til de ovenstående spørgsmål, kan det godt tyde på, at din stalker har uønsket adgang til dine private enheder. Svarene på disse spørgsmål kan ligeledes være et godt udgangspunkt for en samtale med de relevante myndigheder eller i en uforpligtende og fortrolig samtale med Ellestedet.
Dokumentation er vigtig
Hvis du ønsker at gå til politiet med din mistanke om digital stalking, eller alt anden form for stalking, er det vigtigt, at du så vidt muligt gemmer al dokumentation for den uønskede adfærd. Det kan fx være screenshots af beskeder, opkaldslister eller uønsket adgang til dine konti – det er vigtigt at klokkeslæt/dato fremgår tydeligt.
Hvordan kan man selv forebygge digital stalking?
Hvis du selv ønsker at gøre noget for at forebygge digital stalking, kan du gøre følgende:
- Opdater systemer og apps til de nyeste versioner
- Brug både stærke og forskellige adgangskoder til dine konti
- Aktiver to-faktor godkendelse på dine enheder
- Hold øje med det WiFi du tilgår
- Slet fremmede programmer eller apps på telefonen
- Gennemgå dine synkroniseringsindstillinger og sørg for, at din enhed ikke synkroniserer med en enhed, som du ikke kender
- Mange apps bruger lokalitetstjenester til at forbedre brugeroplevelsen – slå dem fra i indstillinger
- Gennemgå dine privatlivsindstillinger på dine sociale medier – gør f.eks. din konto privat
Psykisk vold blev tilbage i 2019 gjort strafbart med en særlig paragraf i Straffeloven. Den lyder således:
§ 243. Den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Hvis du er kommet så langt, at du ønsker at anmelde psykisk vold, er det en rigtig god idé at bede om bistandsadvokat. En
bistandsadvokat er gratis og kan give dig den rette råd og vejledning ift. den gældende lovgivning og det videre forløb. Dette sker parallelt med at politiet efterforsker din sag.