Når et barn fortæller om vold, står vi som voksne over for en dybt alvorlig situation. At høre et barn sige, at de har været udsat for vold eller trusler, vækker instinktivt vores beskyttergen, og vi ønsker at reagere hurtigt for at sikre deres sikkerhed og trivsel.
Men hvad sker der, når det viser sig, at barnet måske ikke har fortalt sandheden? Kan børn lyve om noget så alvorligt som vold, og hvorfor skulle de gøre det? Og hvordan navigerer vi mellem at tage barnets ord alvorligt og samtidig være bevidste om de potentielle konsekvenser af en usand beretning?
At lyve om vold kan dække over en anden sandhed
Det er sjældent, at børn opdigter historier om vold uden grund. Ofte ligger der noget andet bag deres ord, som de forsøger at udtrykke. Som voksne er det derfor vores opgave at finde balancen mellem at stole på barnets udmelding og samtidig have konsekvenserne for øje. Denne artikel udforsker, hvorfor børn nogle gange lyver om vold, hvilke konsekvenser det kan have, og hvordan vi kan lytte til dem med en åbenhed, der både rummer tillid og ansvar.
Når et barn fortæller om vold, er det ofte et råb om hjælp, også selvom detaljerne i fortællingen viser sig ikke at være sande. Børn kan komme med sådanne udtalelser af flere årsager. Det kan være en søgen efter opmærksomhed eller omsorg, et udtryk for en underliggende frygt eller angst eller en mangel på tydelige grænser mellem fantasi og virkelighed. Det udforsker vi nærmere herunder.
Søgen efter opmærksomhed eller omsorg
Hvis barnet føler sig overset, måske i en større søskendeflok eller hvis forældrene har travlt, kan de opleve, at en dramatisk fortælling om vold får de voksnes fulde opmærksomhed og omsorg. De prøver måske i virkeligheden at udtrykke en længsel efter mere tryghed eller kærlighed fra de voksne, men bruger vold som et udtryk for deres behov.
Udtryk for underliggende frygt eller angst
Nogle børn kan være vidne til voldelige episoder i deres omgangskreds eller se voldelige ting på deres iPad og derefter internalisere det som en del af deres eget liv. Det, de fortæller, kan derfor afspejle en utryghed eller frygt, der ikke nødvendigvis er baseret på konkrete oplevelser, men snarere på deres følelser. Hvis børn desuden overværer vold i hjemmet, kan de som et råb om hjælp sige, at det er dem, der bliver slået.
Mangel på tydelige grænser mellem fantasi og virkelighed
For mindre børn kan grænsen mellem fantasi og virkelighed være flydende. De kan fortælle om voldelige hændelser, de har set på film eller i en anden sammenhæng, og det kan for dem føles virkeligt. Som voksne skal vi derfor forstå, at børn ikke nødvendigvis skelner mellem fantasi og virkelighed på samme måde, som vi gør.
Når et barn fortæller en usand historie om vold, kan det have alvorlige konsekvenser for alle involverede, både barnet selv og dem, barnet har nævnt. Det kan skabe mistillid og konflikter, men også skabe en vanskelig situation, hvor de voksne bliver usikre på, hvordan de bedst kan støtte barnet.
Thomas Vinterbergs film, Jagten fra 2013, er et rigtig godt eksempel på, hvad der sker, når en usand fortælling får lov til at brede sig, og hvad det har af konsekvenser for barnet, den forurettede, forældrene, pædagogerne og alle øvrige implicerede. Filmen er ikke baseret på én konkret fortælling, men er derimod en samling af børnepsykolog Søren Friis Smiths avisartikler, videnskabelige rapporter og notater om mennesker, som blev anklaget for pædofili. Men hvad har det af konkrete konsekvenser for barnet, de voksne og samfundet, at et barn lyver om vold?
For barnets trivsel
En usand fortælling kan få barnet til at føle sig skamfuld og skyldig. Især hvis deres fortælling bliver mødt af mistro og skepsis. Hvis de oplever, at deres historie har medført problemer for andre, kan de føle sig ansvarlige og have svært ved at bearbejde dette.
For de voksne
Mistænkeliggørelse af pårørende eller omsorgspersoner kan skabe unødige konflikter, og i værste fald kan det ødelægge relationer. Forældre eller andre omsorgspersoner kan føle sig svigtet eller såret, og det kan derfor få en betydning for barnets fremtidige forhold til dem. Hvis der først er blevet løjet om noget så alvorligt, kan det tage lang tid at opbygge tilliden igen.
Samfundsmæssige konsekvenser
En falsk påstand om vold kan belaste ressourcerne hos de instanser, der arbejder for at beskytte børn, og kan desuden også forstærke en generel skepsis over for andre børn, der udtrykker oplevelser af vold. Hos Ellestedet Kvindekrisecenter hjælper vi både kvinder og deres børn ud af vold, og vores fagpersonale vil tage en grundig vurdering af situationen.
Selvom et barns fortælling om vold viser sig ikke at være sand i bogstavelig forstand, betyder det ikke, at deres ord skal ignoreres eller affejes. Der er mange måder, hvorpå vi kan skabe en åben og støttende dialog med barnet, som rummer både tillid og ansvar.
Lyt uden at dømme
Det er vigtigt at skabe et trygt rum, hvor barnet føler sig hørt uden frygt for konsekvenser. Ved at lytte tålmodigt og stille åbne spørgsmål viser vi dem, at deres ord har værdi, og at vi ønsker at forstå dem. Hos Ellestedet har vi ansat en børnepædagog, som udelukkende står til rådighed for at varetage barnets interesser. Sammen skaber de et trygt rum, hvor barnet kan sætte ord på de ting, som er svært. Det kan fx være gennem ‘sandplay’, hvor barnet og børnepædagogen leger oplevelserne ud. Her får både bevidstheden og underbevidstheden en stemme i en uformel leg.
Spørg ind til følelserne bag fortællingen
Når barnet fortæller noget alvorligt, kan det være hjælpsomt at spørge dem om, hvordan de føler sig i situationen. Dette giver dem mulighed for at udtrykke, hvad der ligger bag ordene, uden nødvendigvis at uddybe selve hændelsen. Fokus på følelser kan hjælpe med at afkode, om barnet prøver at kommunikere en underliggende frygt, utryghed eller behov for omsorg og opmærksomhed.
Vær åben om sandhed og konsekvens
Når barnet udtrykker alvorlige påstande, kan det være vigtigt at forklare, hvordan sådanne udsagn kan påvirke andre, uden at skælde ud. At tale med barnet om sandhed og konsekvenser på en rolig og forstående måde kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor sandheden er vigtig, samtidig med at de føler sig støttet.
Søg professionel hjælp om nødvendigt
Hvis barnet fortsat gentager eller insisterer på en usand fortælling om vold, kan det være nødvendigt at inddrage en børnepsykolog eller andre fagfolk, der kan hjælpe barnet med at udtrykke sig på andre måder og eventuelt bearbejde eventuelle underliggende følelser. Vi har alle relevante fagpersoner, børnepædagoger og psykologer tilknyttet til Ellestedet Kvindekrisecenter, og vi kan derfor bistå med råd og vejledning, hvis barnet fastholder en usand fortælling om vold.
Det vigtigste i disse situationer er at holde fast i en åben og tillidsfuld relation til barnet. Hvis vi som voksne viser, at vi er til at stole på, og at vi lytter til barnet uden at afvise dem, opbygger vi en tillid, der kan hjælpe barnet med at finde frem til sine egne følelser og tanker. Selv hvis barnet ikke har oplevet vold, kan de have noget på hjerte, som er vigtigt for dem at få sat ord på.
Børn spejler sig desuden i de voksne, der er omkring dem. Når vi lytter og responderer med respekt og empati, understøtter vi dermed barnets tryghed og trivsel. Det kræver en fin balancegang at tage barnets ord alvorligt og samtidig være opmærksom på de konsekvenser, som en mulig usand beretning kan have. Men ved at fastholde en forstående og tillidsfuld tilgang viser vi barnet, at deres stemme har værdi – uanset hvad sandheden viser sig at være.
Ved at tage barnets ord alvorligt uden at fordømme dem, kan vi hjælpe dem med at føle sig set og hørt. Og alle børn fortjener at blive hørt. Uanset hvad de har på hjerte. Vi giver dig og dine børn de rette værktøjer til at bryde voldsspiralen. Kontakt os i dag, hvis du har brug for hjælp.